Hurtig hjælp ved hjertestop kan betyde forskellen på liv og død. Derfor har boligforeningen Morelvang taget initiativ til at få hængt en hjertestarter op på fælleshuset ved Morelvang 24. Hjertestarteren, der er doneret af TrygFonden, er tilgængelig for alle i området hele døgnet og kan ses på hjertestarter.dk.
En hurtig indsats er altafgørende, når der sker et hjertestop, og for hvert sekund, der går, falder chancen for at overleve. Hvis ingen træder til med genoplivning inden ambulancens ankomst, overlever 6 ud af 100. Men gives der hjertelungeredning og stød med en hjertestarter inden ambulancens ankomst, overlever 30 ud af 100.
Se, hvor den nærmeste hjertestarter er placeret på www.hjertestarter.dk eller via appen ”TrygFonden Hjertestart”.
Derfor har boligforeningen Morelvang søgt TrygFonden om en hjertestarter, og med den fulgte et kursus i livreddende førstehjælp og brug af hjertestarteren.
- Det øger trygheden i vores område, at vi nu har fået en hjertestarter, som er tilgængelig hele døgnet. Tre ud af fire hjertestop uden for hospital sker i private hjem, og derfor er det vigtigt, at få hjertestarterne ud i boligområderne.
- Vi håber ikke, at vi får brug for vores hjertestarter, men det er rart at vide, at den er inden for rækkevidde, og måske kan vi være med til at inspirere andre bolig- og grundejerforeninger til også at få en hjertestarter hængt op, siger Ulrik Mortensen, formand for boligafdelingen Morelvang.
Omkring 5.000 personer falder om med hjertestop uden for hospital hvert år i Danmark. Det svarer til knap 13 personer om dagen. Ved 80 pct. af hjertestoppene i 2022 trådte vidner til med livreddende førstehjælp, og 699 personer overlevede hjertestoppet, hvilket svarer til 14 pct.
Hjertestarteren fortæller, hvad du skal gøre
Når en hjertestarter tændes, guider en stemme brugeren gennem alle trin, og der afgives kun stød, hvis hjertet ikke slår korrekt. Man behøver dermed ikke forhåndskendskab til hjertestarteren.