Frederikssund Kommunes kirker er nu på Danmarks nationalleksikon, lex.dk

Foto: Orf3us, 2018. Tårnet på Ferslev Kirke blev oprindeligt opført ret lavt, sandsynligvis før eller omkring 1400-tallets begyndelse. En præcis datering er svær, eftersom murværket sidenhen er lavet om og repareret flere gange.
Profilbillede
dato

Frederikssund Kommunes 18 folkekirker er blandt de første i landet til at blive beskrevet på Danmarks nationalleksikon, lex.dk.

Beskrivelserne er baseret på bogværket Danmarks Kirker, som Nationalmuseet har udgivet siden 1933. Nu bliver en ny version let tilgængelig for alle på lex.dk

I et samarbejde mellem Nationalmuseet og lex.dk bliver Frederikssund Kommunes kirker og senere alle andre folkekirker i Danmark gjort gratis tilgængelige for lex.dk’s millioner af besøgende. 

For hver af kommunens folkekirker findes der nu en artikel med flotte billeder, beskrivelser af beliggenhed, kirkegård, bygningshistorie, kalkmalerier, inventar og gravminder.

Baggrunden for projektet er den kulturarv, de danske kirker rummer. Den udgør en enestående kilde til såvel Danmarkshistorien som til kristendommens mere end 1.000-årige historie i Danmark.

Foto: Nana Reimers/Trap Danmark, 2017 / Selsø Kirke med sin atypiske trekvartcylindriske apsis, der er det eneste, der blev fuldført af en påbegyndt rundkirke på stedet. Nær kirken ligger herregården Selsø, som i middelalderen tilhørte Roskilde bispestol. Det er foreslået, at rundkirken var planlagt som et biskoppeligt gårdkapel.

”Vi er rigtig glade for, at vi nu i samarbejde med Danmarks nationalleksikon, lex.dk, kan give fri adgang til kvalitetssikret viden om hver eneste af de i alt ca. 2.350 danske kirker på lex.dk,” udtaler Michael Andersen, forskningschef på Nationalmuseet og ansvarshavende redaktør for Danmarks Kirker. 

Foto: kirkefotos.dk / De romanske kalkmalerier fra ca. 1150‑1175 på triumfmuren i Jørlunde Kirke. Til venstre ses nederst Brylluppet i Kana og ovenover Lazarus’ opvækkelse. Til højre er øverst Tilfangetagelsen, mens Korsfæstelsen er gengivet nedenunder.

”For kort tid siden tilføjede redaktionen Dansk Kvindebiografisk Leksikon med over 2.000 biografier, og med god støtte fra Augustinus Fonden kan vi nu tilføje yderligere ca. 2.350 nye artikler,” siger Niels Elers Koch, bestyrelsesformand for lex.dk.

Han fortæller, at lex.dk allerede indeholder ca. 230.000 artikler og hver måned har flere end 2 mio. besøg. 

Kilde: lex.dk
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.