Pædagogisk leder til udskoling og specialpædagogik søges til Slangerup Skole

dato

Synlig og fagligt velfunderet pædagogisk leder søges

Ansvar og opgaver
På Slangerup Skole har vi fokus på at sikre et godt lærings- og arbejdsmiljø og at udvikle vores dygtige medarbejdere.

Vores nuværende leder for udskolingen går på pension, og derfor søger vi en leder, der har mod på en hverdag med mange forskellige opgaver. Du skal drive den pædagogiske udvikling på Slangerup Skole i tæt samarbejde med det øvrige ledelsesteam.

Din nærmeste samarbejdspartner vil være den skolelederen på Slangerup Skole, den administrative leder og afdelingslederen for afdelingens specialgruppe Vendepunktet. Dine øvrige ledelseskollegaer har det daglige ledelsesansvar for henholdsvis afdeling Byvang og afdeling Lindegård. Du vil få det primære ledelsesansvar for udskolingen 7.-9. klasse, samt Vendepunktet. Vendepunktet er en specialpædagogisk gruppeordning for udskolingselever med udfordringer indenfor autismespektret.

Ud over Vendepunktet vil der i hverdagen også være arbejdsopgaver med specialpædagogiske indsatser, der skal understøttes i skolens inkluderende og motiverende læringsfællesskaber. Her er det dit ansvar at se muligheder og løsninger i komplekse pædagogiske opgaver. Dette kræver, at du har blik for, hvad der skal til for det enkelte barn, klassen eller for lærere og pædagoger.

Som pædagogisk leder indgår du i et tværgående ledelsesteam, som - ud over dig - består af en skoleleder, en administrativ leder og fire andre pædagogiske ledere. Du vil blive en del af et hold og indgå i et tæt samarbejde med fokus på fælles planlægning, udvikling og sparring både fagligt og ledelsesmæssigt. Det er derfor centralt, at du er en holdspiller.

Hvem er du
Du går til dit job med et stort fagligt indblik og en passende portion humor. Du er professionel, opsøgende og evner at holde en åben og udadvendt kommunikation med en anerkendende og inkluderende pædagogisk tilgang til alle børn og voksne.

Som pædagogisk leder bringer du dine styrker i spil. Din strukturerede måde at arbejde på betyder, at du er vedholdende og følger dine opgaver helt til dørs. Du er ærlig om, hvis du har brug for hjælp. Du har stærke relationelle kompetencer, og du er god til at anerkende kollegaer og medarbejdere, når I kan fejre en succes sammen. Du er et tålmodigt menneske og bevarer roen i pressende situationer.

Du er uddannet lærer og har solid praktisk erfaring med lærergerningen. Vi ser gerne, at du har erfaring med - eller er uddannet inden for - inklusion, specialpædagogik og AKT/LKT. Du må også gerne have erfaring med udskoling og de arbejdsopgaver, der er i tilknytning til denne – herunder erfaring med afvikling af folkeskolens afgangsprøver.

Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du kommer med ledelseserfaring. Hvis du ikke allerede har en lederuddannelse, skal du være parat til at tage en uddannelse inden for pædagogisk ledelse.

Ovenstående løsninger og skolens øvrige virke skal tage udgangspunkt i skolens fælles børnesyn samt pædagogiske grundlag. Du kan se begge på vores hjemmeside (Børnesyn og pædagogisk grundlag).

Om Slangerup Skole
Slangerup Skole har tre afdelinger, der alle ligger i Slangerup by. Slangerup er et lille hyggeligt bysamfund, hvor der er god tilslutning og opbakning til skolen, hvor der også er god tilslutning til foreningslivet, og hvor der er en dejlig omliggende natur.

Afdeling Kingo har elever fra 7.-9. klasse, og der er virkelig gode pladsforhold indendørs såvel som udendørs. Afdeling Byvang har elever fra 0.-6. klasse og afdeling Lindegård har elever fra 0.-6. klasse. Afdeling Byvang og afdeling Lindegård har også SFO. Skolen har i alt ca. 744 elever.

Personalet er engageret og fagligt dygtigt og brænder for at lave god skole i en åben og uformel omgangstone. Vi er en udviklingsorienteret og velfungerende skole med vægt på både det faglige, det sociale og det praktiske indhold i alle fag.

Vi mener selv, at vi har en dejlig arbejdsplads med rige muligheder for at præge den hverdag, man selv er en del af og er en skole, der er klar til de mange spændende udfordringer, fremtiden bringer.

Yderligere oplysninger
Du kan læse mere om afdeling Kingo og Slangerup Skole generelt på Slangerup Skoles hjemmeside.

På kommunens hjemmeside kan du bl.a. læse om Frederikssunds Børne- og ungepolitik.

Du er velkommen til at kontakte konstitueret skoleleder Klaus Bertelsen på telefon 61 14 06 60 for spørgsmål og uddybende beskrivelser af skolen og arbejdsopgaver.

Vi ser meget gerne, at du kommer og besøger os.

Ansøgningsfrist
Fredag den 27. juni 2025.

Slangerup Skole får ny skoleleder pr. 1. august og derfor vil ansættelsessamtaler vil blive afholdt i henholdsvis den 1. og den 2. uge i august 2025.

Stillingen er på fuld tid og ønskes besat fra 1. oktober 2025.

Løn og ansættelsesvilkår efter gældende regler og aftaler.

 

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Frederikssund Kommune

-Virksomheden tilbyder:

-Arbejdsgiver:

Slangerup skole - Afd. Kingo, Strandstræde, 3550 Slangerup

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 27-06-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/1ba417aa-40a6-4d80-9bc5-b8370a1bd503

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet